Ungdommens Røde Kors Ferielejre 2024
Siden 2020 har vi støttet Ungdommens Røde Kors Ferielejre
Alle børn og unge har brug for gode oplevelser. Ferielejr er for de børn og unge, der har et særligt behov for en ferieuge fyldt med gode oplevelser. Det kan være af økonomiske, sociale, familiære, psykiske, fysiske eller andre årsager.
Formålet med ferielejr er at skabe et fællesskab, hvor alle deltagere har en værdi præcis som de er – både børn, unge og voksne. Ferielejrenes kerneopgave er at give de deltagende børn og unge en ferieuge fyldt med gode oplevelser, som de ellers ikke ville have fået. Her får ungerne skulderklap, vilde oplevelser og nye venner i overflod – og dét giver minder for livet for alle, der deltager.
Lejrene afholdes i uge 28, 29 og 30 – en enkelt lejr ligger i april. Ungdommens Røde Kors afholder i alt 23 ferielejre.
Lejrenes størrelse varierer. Fælles for lejrene er, at der – foruden børnene – er en gruppe frivillige hjælpere, et frivilligt køkkenhold og en frivillig lejrledelse. Børnelejrene er for børn mellem 7 og 13 år. Ungdomslejrene er for unge mellem 14 og 17 år.